Aktiv ferie på Serifos

Chora på Serifos
Serifos byder på gode muligheder for vandring både i terrænet og mellem byerne. Desuden er der mulighed for at dyrke vandsport samt dykning.

Hvis du vil være aktiv mens du er på ferie på Serifos, er der masser af muligheder for vandreture. Du kan med garanti også få strukket benene på en løbetur med en god stigningsprocent. Enkelte steder kan det være muligt at opdrive en lejecykel, hvilket øger muligheden for at komme omkring i landskabet. Regn dog ikke med at cykelture et ret organiserede.

Ellers er det oplagte at være aktiv i vandet. Det kan selvfølgelig være ved at svømme i bugterne eller spille boldspil på stranden. Der er også mulighed for at leje småbåde eller tage på dykkertur.

Lige som med resten af tingene på Serifos, er den aktive ferie ikke sat i system, så det er typisk noget, man selv skal opsøge.

Vandring

Serifos har en landskab der indbyder til vandring. Der er flere afmærkede ture af forskellig sværhedsgrad og længde. De er alle indtegnet på et vandrekort, man kan købe i eksempelvis Livadi, hvor der også hænger et kort med alle ruterne ved havnen. Dette kan man også bare tage et billede af med sin telefon. Ture uden for stier og veje er besværlige, da der overalt på Serifos vokser tornede planter, der river godt, hvis man går blandt dem.

Her er et par konkrete forslag til gode vandreture på Serifos.

– Fra Livadi til Chora. En ca. 3 km lang tur ad den gamle æselsti opad bjerget. I starten går man ad vejen, men kommer snart ind på én lang flisebelagt sti mod toppen. Den er generelt godt afmærket, og alle kan være med. Husk vand og undgå middagsheden, da der ikke er meget skygge undervejs. Turen tager ca. 1 time hver vej, og belønningen er en fantastisk udsigt fra toppen. Ruten er afmærket med skilte med bogstavet A undervejs.

– Fra Gyftika til Chora. En kort sti, der oprindeligt blev brugt af minearbejderne. Det er en af de smukkeste flisebelagte stier på Serifos. Stien fører gennem bjerglandskabet og fører til kirken Agios Georgios. Stien er afmærket med skilte med tallet 2 på.

Det græske forlag Terrain maps har et godt vandrekort over Serifos med 15 forslag til ture.

Vandsport

Ved de to strande i Livadi, Livadi Strand og Livadaki Strand, er der mulighed for at leje forskelligt udstyr til vandsport så som kajakker.

I Livadi findes desuden et dykkercenter, der tilbyder leje af udstyr samt dykkerkurser og ture til spændende steder. Et af de mere spektakulære er et dyk i søen bag den store dæmning.