Klimaet på Serifos

Klimadata for Serifos
Her finder du klimadata for Serifos. Det er præget af varme solrige somre med meget lidt nedbør, og milde vintre med nedbør.

Tager du til Serifos om sommeren, er du garanteret varmt vejr og masser af sol. Fra juni til september vil der statistisk set ikke være en eneste nedbørsdag på Serifos. Selv en enkelt lille sky er en sjældent syn på de kanter om sommeren.

De varmeste måneder er juli og august, hvor gennemsnitstemperaturen ligger over 25 grader. Da det netop er en gennemsnitstemperatur målt over et helt døgn, vil maksimumtemperaturen om dagen være højere og minimumtemperaturen om natten være lavere. Fra juni til september vil den daglige maksimumtemperatur typisk ligge omkring 30 grader, mens minimumstemperaturen om natten er mellem 20 og 23 grader.

Temperaturen på havvandet når 20 grader midt i maj og falder først under 20 grader igen engang i starten af december. Højest er den i juli, august og september, hvor den ligger omkring 25 grader. Når vandet er koldest i februar, marts og april er det omkring 17 grader.

Fra omkring juni til september blæser den kraftige vind, Meltemi, i det Ægæiske Hav. Oftest fra nordvestlig retning. Vinden kan i perioder nærme sig hård vind, men varer ofte ikke mere end en dags tid før den lægger sig igen – for så at friske op senere på sommeren med jævne mellemrum. I praksis plejer det ikke at være noget problem for de besøgende. Livadi ligger godt beskyttet for Meltemien, hvilket må formodes at være en af grundene til, at man i sin tid anlagde havnen netop her.