Agios Sostis Strand
Agios Sostis er Serifos’ smukkeste og bedst beliggende strand. Den ligger 3 km nord for Livadi i en fantastisk smuk bugt, hvor en kirke med samme navn troner på klipperne. Her er ingen spisesteder eller andet ved Agios Sostis, men den tætte beliggenhed på Livadi opvejer det.
Stranden er tilgængelig via vejen, det sidste stykke dog af en ujævn grusvej. De sidste 200-300 m foregår til fods. Her er ikke længere end man kan gå hertil fra Livardi, hvis ikke man har adgang til en bil eller scooter. Stranden er typisk ganske sparsomt besøgt.
Stranden er ganske kort med groft sand og vidunderligt klart vand i turkise nuancer. I starten af stranden står flere træer, hvor man kan få skygge. Ved kirken er der klipper, hvorfra man kan bade og snorkle. Stranden er meget børnevenlig.
Agios Sostis er en dobbelt strand, der har hav på begge sider. Ud over den ovenfor beskrevne strand, er der en mindre strand på den anden side. Den er mere beskidt og kedelig, men har ofte store bølger i nordenvinden, hvis man synes det er sjovt.