Andre Strande på Serifos

Her er en beskrivelse af nogle af de lidt mindre strande på Serifos.
Ud over de nævnte findes der op mod 40-50 mindre strande, hvis man tæller revl og krat med. Langt de fleste er dog utilgængelige eller helt uinteressante. Omvendt fortæller det også, at man næsten uanset hvor man er på øen, kan finde en lille afsidesliggende strand, hvis man trænger til afkøling eller vil have det hele for sig selv.
Tingene hænger selvfølgelig også sammen. Jo mindre besøgt en strand er, desto færre, om nogen overhovedet, faciliteter er der. Regn derfor med at medbringe alt du skal bruge i form af mad, drikke og andre ting.
Billedet øverst er fra Vagia Strand.
Vagia Strand
Stranden i Vagia er en af de første man møder, når man kører ad vejen fra Livadi mod vest. Landskabet her er et af øens smukkeste. Det gør umiddelbart Vagia Strand til et oplagt sted at stoppe og tage en dukkert. Efter vores mening, bør man dog køre de ekstra par km til Ganema i stedet.
Selve stranden i Vagia er et par hundrede meter lang og består af lyst og groft grus samt småsten. Vandet bliver hurtigt dybt. Her er ingen skyggende træer, men nogle få parasoller i den ene ende tilhørende luksushotellet Coco-Mat Eco Residences. Midt på stranden er der et interimistisk udskænkningssted, men ellers intet.
Det hele skæmmes desværre af flere ufærdige bygninger, der ligger langs stranden og giver området et kedeligt udtryk.
Koutalas Strand
Koutalas er en tidligere minearbejdersamfund, der i dag har et præg af spøgelsesby over sig. Flere af husene liger i ruiner og i dag er det mest fiskere der bor her.
Stranden består mest af sten og en række træer og er ikke noget særligt. Her ligger en fin kirke på en god placering, som man kan besøge, men vil man bade bør man i stedet benytte den nærliggende Ganema strand, der ligger i den samme bugt, men er en betydeligt bedre strand.
Koutalas’ største force er at her er fred og ro.
Agios Ioannis Strand
Agios Ioannis ligger 10 minutters gang nord for Psili Ammos og minder ret meget om denne, men er dog ikke helt så god og har heller ingen tavernaer eller andet. Til gengæld er her færre mennesker.
Stranden er nemt tilgængelig fra vejen.
Sikamia Strand
Sikamia strand ligger på Serifos’ nordvestlige del langt væk fra al ting. Her er fred og ro og stort set ingen mennesker. Stranden består mest af sten, og her er ofte bølger, da sranden ligger eksponeret i forhold til den dominerende nordenvind.
Der ligger en enkelt taverna ved stranden.
Platis Gialos Strand
En afsidesliggende strand på den nordlige del af Serifos neden for landsbyen Kentarchos. Stranden er lille, men har dejligt sand og en taverna, hvorfra man kan nyde solnedgangen.
Der ligger flere mindre strande i nærheden.
Bemærk at den sidste del af vejen herned er meget dårlig.