Livadakia Strand

Livadakia strand på Serifos
Livadakia Strand er en af Serifos' bedste og mest populære strande. Det gyldne sand og bugtens klare vand er meget tillokkende.

Livadakia Strand er en af de mest populære strande på Serifos. Den ligger umiddelbart i forlængelse af Livadi syd for havneområdet. Den gode placering i byen gør, at her ofte er mange mennesker. Forståeligt nok, for det krystalklare vand i bugen og strandens gyldne sand er meget tillokkende. Her er ikke decideret overrendt, men der kan være rift om de bedste placeringer under de skyggefulde træer. De gange vi har været der, har det dog ikke været et problem at finde en plads i skyggen. Specielt ikke hvis man søger ned for enden af stranden.

Stranden er omkring 500 meter lang og består primært af groft sand. Jo længere væk fra byen, desto finere bliver sandet. I starten af stranden bliver vandet hurtigt dybt, og der er flere klipper man kan springe fra eller snorkle rundt mellem. Vær dog opmærksom på færgernes ankomst, da det giver bølger, der kan skubbe en ind mod klipperne, der visse steder kan være skarpe.

Her er et par spise- og overnatningssteder i direkte tilknytning til stranden, og ellers kan man gå til Livadi by og de mange muligheder dér på 5 minutter. Her er også en campingplads og en smule faciliteter til vandsport. Langs hele strandens længde står en række træer, der giver skygge. Det er selvfølgelig her der først bliver optaget.

Hvis du synes at stranden bliver for overrendt, hvilket vi dog aldrig har oplevet, men vi er jo alle forskellige, kan du tage til Livadi Strand i selve byen, eller søge mod syd fra Livadakia til den nærliggende lille Karavi Strand 300-400 meter væk. Bare følg stien. Du skal dog være opmærksom på, at der her praktiseres nøgenbadning.