Livadi

Livadi på Serifos
Livadi er Serifos' mest udviklede område og her man finder de bedste og mest omfattende turistfaciliteter. Her er mange spisesteder er gode strande.

Livadi er Serifos’ havneby og har godt 500 faste indbyggere. Det er øens mest udviklede område og her man finder de bedste og mest omfattende turistfaciliteter. Sammenlignet med mange andre småbyer på de græske øer, er der en vis pænhed over Livadi, hvor husene er nyere og bedre vedligeholdt.

Byen består i det store hele kun af en lang vej, der går fra havnen og rundt i bugten langs stranden. Derudover er der en række mindre sidegader. Jo længere væk fra havnen man kommer, desto mere tynder det ud i husene, og vejen går fra asfaltbelægning til sand. Alt i Livadi er inden for gåafstand, hvilket er en af byens fordele.

Færgen lægger til stort set midt i bebyggelsen. Fra havnen kan man enten følge promenaden mod højre mod Livadi Strand, hvor der ligger talrige spisesteder med god mad til rimelige priser, eller gå til venstre, hvor området domineres af pensionater og hoteller langs den mindre Livadakia Strand.

Strande

Der er to strande i Livadi. Livadi Strand i selve byen og Livadakia Strand umiddelbart syd for havnen. Begge er ret velbesøgte, men aldrig overfyldte, og ligger inden for gåafstand af byen.

Den bedste af de to strande i Livadi er efter vores mening Livadakia.

Spisesteder

Livadi har overraskende mange spisesteder. De fleste med den originale græske mad, og enkelte med internationale retter. Langs promenaden kan man enten spise på vandsiden af vejen under parasollerne, hvor bordene står direkte i sandet, eller på verandaerne ved tavernaerne. Der findes også et par spisesteder i sidegaderne, hvor der er lidt mere roligt.

Vi har spist flere gange på den relativt nye Mpakakaki midt i byen, hvor de serverer god traditionel græsk mad til rimelige priser. Af de spisesteder vi har prøvet på Serifos, er det stedet vi oftest vender tilbage til.

I en sidegade tæt ved havnen ligger Tootsie, et lille uprætentiøst souvlaki-sted, der serverer hurtigt mad og er ret velbesøgt blandt de lokale, der skal have en hurtig bid mad.

Barer og cafeer

Den smule natteliv der er på Serifos findes i Livadi. Langs havnepromenaden findes flere cafeer eller barer hvor man kan få sig en drink. I højsæsonen er der et par steder, hvor der bliver spillet musik og er åbent ud på natten.

Det er dog på ingen måde noget der dominerer eller skæmmer byen. Er du til fest og farver, er der andre græske øer der er mere oplagte at tage til. Er du ikke til fest og farver natten lang, er nattelivet i Livadi heldigvis ikke noget du vil mærke noget til.

Overnatning

Der er forholdsvis mange steder at overnatte i Livadi. Man har egentlig fornemmelsen af, at alle bygninger i byen er til udlejning for turister. Så det er bare et spørgsmål om, hvor man ønsker at placere sig og til hvilken pris og udsigt. Flere af de større komplekser ligger uden for byen, og er ganske eksklusive og dermed også dyre.

Få tips til bookning af hotel og overnatning på Serifos

Transport

Det er regelmæssig busforbindelse til Chora, og uregelmæssige forbindelser til flere andre steder på øen – har vi læst forskellige steder. Bussen til Chora er god nok, men det er ikke lykkedes os at finde bussen til de andre landsbyer på øen. Vi har spurgt de lokale og buschaufføren, men ingen har kunnet bekræfte, at der går busser andre steder hen end til Chora. Regn derfor med at skulle tage en taxi eller at leje en bil/scooter, hvis du vil rundt på øen.

Butikker

Livadi er øens handelsby. Her findes to mindre supermarkeder, et apotek, flere turistbutikker med badeudstyr, souvenirs, hovedbeklædninger og des lige samt flere andre småbutikker med isenkram etc.